2018-2020
Stadigt større fokus på læringsmiljø og udvikling af det musikalske lederskab. Dirigentskolen etableret i København og Oxford med det 2-årige forløb som vigtigste element. Udveksling med britiske ensembler og dirigenter, integration af music and leadership workshops for dirigentstuderende.
2014-2017
Etablering af Voces Academy UK som charitable organisation og flyttede sommerens masterclass først til Oxford og siden til Worcester Cathedral.
Masterclasses i sæsonen både i UK og DK koordineret og begyndende udveksling af studerende i begge lande. Større fokus på dirigentskolen, som etablerede det 2-årige undervisningsforløb med eksaminering.
2010-2013
Samarbejde med Bramstrup Gods: Bramstrup Conducting Masterclass, fortsatte med en velbesøgt masterclass i 2012. I årene 2010-13 voksede arbejdet med masterclasses og talentarbejde, og samarbejdet med Børnekorakademiet og Pia Boysen har givet muligheder for at udvide læringsmiljø og fokusere på arbejdet med unge dirigenttalenter. Det er bl.a. sket ved “Dirigent for en dag”-arrangementet i Tivoli i sommeren 2013, samt ved samarbejdet med Det Danske Pigekor. Holland, England, Wales, Sverige og Finland er fokuspunkter i det internationale netværk, som Voces Academy til stadighed udbygger bl.a. med internationale masterclasses.
2007-2010
Gruppen skiftede navn til Voces Academy. Identiteten som koncerterende ensemble var ikke længere dækkende for aktiviteternes mangfoldighed. Desuden blev det relevant at inddrage Peter Hankes europæiske netværk. Ensembler som Vox Luminis (Holland og Belgien) og Musica Beata (Oxford og London) blev samarbejdspartnere i udforskningen af vokal ensemblekultur. I foråret 2010 blev et systematisk talentarbejde formuleret, og den første kulmination på dette område foregik ved Bramstrup Conducting Masterclass i august samme år. I foråret 2010 gav gruppen en præsentationskoncert, hvor arbejdsmetoder og nye koncertformer for kor blev præsenteret.
2003-2006
Voces’ sangere indgik i eksperimenterne på Center for Kunst og Lederskab og gennem Peter Hankes virksomhed Exart Performances’ konceptudvikling. Koncertaktiviteten blev suppleret med udforskning af den indre organisatoriske logik og de underliggende filosofiske aspekter af et musikalsk ensembles liv. Eksperimenterne omfattede også en udforskning af ensemblestørrelsen, dvs. at solobesat madrigalkunst også blev en vigtig del af Voces’ musikalske bestræbelser. Ledelsesudvikling og samarbejde med executive education begyndte i flere europæiske lande. I 2005 blev ensemblet inviteret som Artists in Residence på Danmarks Blindebibliotek, hvor en lille madrigalgruppe udfoldede sin vokalkunst og påvirkede ledelse og medarbejdere med renæssancens hofmusik. Projekterne blev i denne periode også knyttet til Bramstrup Performing Arts.
2001-2003
I den første periode fungerede Voces som et professionelt kammerkor hovedsageligt med koncerter med a cappella musik og oratorier med nye typer iscenesættelse. Koncertaktiviteterne blev også suppleret med formidlingsprojekter, som f.eks. talentspejdning efter helt unge dirigentspirer på københavnske gymnasier.