I 2014-15 begyndte denne sangergruppe sit samarbejde under navnet Voces Kammerkor med Bo Asger Kristensen som dirigent – integreret i Voces Academys arbejde med optrædener, masterclasses og talentudvikling. Et af de vigtige formål for Voces Academy er at stimulere nye ensembler og dirigenter, og Vokalensemblet Dekorum er et meget fint eksempel på denne bestræbelse.
Fra november 2016 vokser Vokalensemblet Dekorum ud af rollen som Voces Kammerkor og står på egne ben med egen repertoireprofil og koncertaktivitet.
Vokalensemblet Dekorum gør en dyd ud af at påtage sig en skabende rolle i det danske korliv, der bidrager aktivt til en levende og dynamisk tradition. Derfor har koret bestilt et værk for klaversolist og kor af komponist og pianist Ulrik Vesti, som skal uropføres i Frihavnskirken i Rosenvænget Sogn d. 26. januar 2017. Derudover skal Vokalensemblet Dekorum i sommeren 2017 på danmarksturné med et program bestående af danske folkesange og folkeviser i nye arrangementer af sanger og komponist Lise Kroner.