Bramstrup 2010 2

Masterclass i korledelse: BCM – august 2010

I august 2010 løb den første Bramstrup Conducting Masterclass (BCM) af stablen på Bramstrup Gods. En masterclass med et format der lagde grunden for mange fremtidige masterclasses i Voces Academy.

Introduktion til BCM 2010

Over en intens periode på fem dage arbejder 5 europæiske dirigenter med et klassisk vokalensemble – hovedsageligt sammensat af danske korsangere – under Peter Hankes og fire professionelle ensemblesangeres supervision. Foruden de musikalsk-tekniske aspekter arbejdes der med evnen til at udvikle en sund ensemblekultur og stimulere et musikalsk lederskab i samarbejdet mellem kor og dirigent.

I slutningen af forløbet, søndag den 22. august kl. 16 præsenteres resultaterne for offentligheden ved en koncert på Bramstrup foruden ved et arrangement på Carl Nielsen Skolen og et samarbejde med fynske kor i dagene forinden. Repertoiret består af avancerede mesterværker for kor a cappella med fokus på dansk musik, herunder Carl Nielsen.

Masterclassen har til formål at stimulere unge dirigenters erfaringsgrundlag og tilbyde talenterne mulighed for at arbejde med kor af en kvalitet, der normalt er vanskelig at opnå. Foruden de musikalsk-tekniske aspekter af dirigentens praksis fokuseres på dirigentens talent for ledelse og inspiration.

Ånden på Bramstrup tilbyder en unik kombination af oase for musikalsk refleksion og et højt kunstnerisk ambitionsniveau. Projektet har også til formål at udvikle Bramstrups traditioner og profil som samlingspunkt for musikudøvelse og udforskning af kunst og lederskab.

Koncepterne omhandlende holdningsbaseret lederskab for dirigenter bygger på Peter Hankes forskning i lederskab og musik i samarbejde med Oxford University og Copenhagen Business School og fokuserer på dirigentens erfaring og rolle som inspirator for såvel erhvervsliv, public management og musiklivet.

Dokumentation om masterclassen kan findes på nedenstående:

Praktiske oplysninger

Dato: 18.-22. agugust 2010
Sted: Bramstrup Gods

Underviser: Peter Hanke

Voces Academys historie

2001-03

I den første periode fungerede Voces som et professionelt kammerkor hovedsageligt med koncerter med a cappella musik og oratorier med nye typer iscenesættelse. Koncertaktiviteterne blev også suppleret med formidlingsprojekter, som f.eks. talentspejdning efter helt unge dirigentspirer på københavnske gymnasier.

 

2003-06

Voces’ sangere indgik i eksperimenterne på Center for Kunst og Lederskab og gennem Peter Hankes virksomhed Exart Performances’ konceptudvikling. Koncertaktiviteten blev suppleret med udforskning af den indre organisatoriske logik og de underliggende filosofiske aspekter af et musikalsk ensembles liv. Eksperimenterne omfattede også en udforskning af ensemblestørrelsen, dvs. at solobesat madrigalkunst også blev en vigtig del af Voces’ musikalske bestræbelser. Ledelsesudvikling og samarbejde med executive education begyndte i flere europæiske lande. I 2005 blev ensemblet Artist in Residence på et projekt på Danmarks Blindebibliotek, hvor en lille madrigalgruppe blev inviteret til at udfolde sin vokalkunst og påvirke ledelse og medarbejdere med renæssancens hofmusik. Projekterne blev i denne periode også knyttet til Bramstrup Performing Arts.

 

2007-10

Gruppen skiftede navn til Voces Academy. Identiteten som koncerterende ensemble var ikke længere dækkende for aktiviteternes mangfoldighed. Desuden blev det relevant at inddrage Peter Hankes europæiske netværk. Ensembler som Vox Luminis (Holland og Belgien) og Musica Beata (Oxford og London) blev samarbejdspartnere i udforskningen af vokal ensemblekultur. I foråret 2010 blev et systematisk talentarbejde formuleret, og den første kulmination på dette område foregik ved Bramstrup Conducting Masterclass (BCM) i august samme år. I foråret 2010 gav gruppen en præsentationskoncert, hvor arbejdsmetoder og nye koncertformer for kor blev præsenteret.

 

2010-13

Samarbejde med Bramstrup Gods: Bramstrup Conducting Masterclass, fortsatte med en velbesøgt masterclass i 2012. I årene 2010-13 voksede arbejdet med masterclasses og talentarbejde, og samarbejdet med Børnekorakademiet og Pia Boysen gav muligheder for at udvide læringsmiljø og fokusere på arbejdet med unge dirigenttalenter. Det er bl.a. sket ved “Dirigent for en dag”-arrangementet i Tivoli i sommeren 2013, samt ved samarbejdet med Det Danske Pigekor. Holland, England, Wales, Sverige og Finland er fokuspunkter i det internationale netværk, som Voces Academy til stadighed udbygger bl.a. med internationale masterclasses. I 2013 genopstod Voces Kammerkor som centralt led i dirigentundervisningens vægtning af ensemblekultur og musikalsk ledelse og nye koncertformer. Koret gav sin første koncert i den nye form i forbindelse med en masterclass i november 2013.