Første masterclass i 2014

Arbejdet med masterclasses fortsætter selvfølgelig i det nye år og den første masterclass i 2014 fandt sted d. 21. og 22. februar. Her er hvad vi skrev om masterclassen i begyndelsen af januar:

 

Voces Academy Masterclass februar 2014

Der er stadig et par ledige pladser ved Voces Academys første masterclass i 2014. Peter Hanke underviser og Voces Kammerkor deltager om lørdagen.
Der er fokus på instruktionsteknik og dirigentens evne til at skabe flow og fremdrift i korprøven.

Du er velkommen til at kontakte Voces Academy med spørgsmål, og det er også muligt at særligt repertoire eller specifikke emner kan tages op efter behov.

Masterclassen finder sted fredag d. 21. kl. 15.00-18.00 og lørdag d. 22. kl. 10.00-17.00.

Begge dage i Jægersborg Kirkes Sognegård.

 

Masterclass i korledelse: Faurés Requiem – november 2013

Det nystiftede Voces Kammerkor var i november 2013 vært for en masterclass og efterfølgende koncert i Christians Kirke i København. Koncerten blev således korets første offentlige optræden. Kammerkorets filosofi om at udvikle og fremelske ensemblesangskulturen og det musikalske lederskab blev afprøvet igennem kursets forløb samt en særlig koncertform, hvor publikum fik et indblik i det arbejde, deltagerne havde fordybet sig i i løbet af den foregående weekend.

I centrum for koncerten stod Faurés requiem. Forud for koncerten fulgte en introduktion, hvor publikum fik mulighed for at komme i dialog med både sangere og dirigenter hvilket gav et unikt indblik i sammenspillet mellem dirigent, kor, solister og orgel.

Peter Hanke var dirigent ved koncerten men gav løbende stafetten videre til en række prominente dirigentstuderende fra Voces Academy: Susanne Wendt, Dan Collins, Paul Hedley, Paul Frederiksen og Jonas Nørbygaard Rasmussen.

Dirigent: Peter Hanke
Sopran: Pernille Madsen
Baryton: Jakob Soelberg
Orgel: Daniel Bruun

Praktiske oplysninger

Dato: 24. November 2013
Sted: Christians Kirke, København
Tid: Kl. 16:00
Pris: 120 kr. (studerende 60 kr.)

Talentdag – november 2013

De helt unge talenter var på banen fredag eftermiddag den 22. november 2013. Medlemmer af DRs Pigekor og Juniorkor samt Fredensborg Provstis Koncertkor fik lov at afprøve rollen som ensembleledere i en lukket talentworkshop.

Efter et par opvarmningsøvelser fik de unge dirigentaspiranter mulighed for dirigere deres medsangere. Repertoiret bestod hovedsagligt af velkendte julesange, hvilket gav de nyudklækkede dirigenter et fint overskud i deres nye funktion som musikalsk leder.

Underviser på workshoppen var Peter Hanke.

Masterclass i korledelse – oktober 2013

I oktober 2013 var Voces Academy vært for en masterclass i korledelse. På programmet var udelukkende romantisk og senromantisk kormusik af blandt andre Max Reger, Hugo Alfvén og Felix Mendelssohn. Øvekoret bestod af professionelle sangere med tilknytning til Voces Academy.

En række deltagere bidrog efterfølgende med et par refleksioner om kursets forløb:

"Jeg får rigtig meget ud af at være med. Vi kan jo hele tiden lære noget nyt! Jeg er ved at afmontere nogle dårlige vaner som dirigent, og når man bliver presset kan man godt ryge tilbage i gamle vaner, og der er det godt for mig at være i et forløb. Hvis jeg bare havde haft et punktkursus havde jeg ikke rykket mig så meget, som jeg har nu. Og så er det jo virkelig lærerigt at se andre dirigere, hvor man bliver mindet om sin funktion som dirigent, når man selv sidder og synger med i øvekoret."

(Susanne Wendt, dirigent for DR JuniorKoret, DR BørneKoret og DR SpireKoret)

"Jeg synes, at jeg har fået utroligt mange gode råd, som kan flytte noget hos mig. Jeg har dirigeret i mange år, men jeg kan jo se, at med nogle "enkle kunstgreb" kan det blive meget bedre."

(Merete Wendler, underviser på Aurehøj Gymnasium)

Praktiske oplysninger

Dato: 25. og 26. oktober 2013
Sted: Jægersborg Kirke, Jægersborg
Tid: Fredag 15:00-18:00, lørdag 10:00-16:00

Underviser: Peter Hanke

Masterclass i korledelse – august 2013

I august 2013 var Voces Academy vært for den tilbagevendende sommermasterclass i korledelse som henvender sig til dirigenter samt ensemblesangere med dirigentambitioner.

Som aktiv deltager synger man med i koret, deltager i de fysiske øvelser, og træder frem foran ensemblet et antal gange. Voces Academy er kendt for at have en dyb og vedkommende feedbackkultur, hvor deltagerne hjælper hinanden i læringsforløbene.

Repertoireliste

J.S. Bach: Komm, Jesu komm
H. Purcell: To the Hills and the Vales + Destruction’s our Delight (Dido & Aeneas)
C. Monteverdi: Ave Maris Stella
A. Lotti: Crucifixus
J. Brahms: op. 104, 1, Leise Töne der Brust + op 62, 4, Dein Herzlein mild
F. Mendelssohn: Richte mich, Gott
J. G. Rheinberger: Abendlied
J. Sibelius: Drömmarna
O. Gjeilo: Ubi Caritas
E. Elgar: Love + Owls (an Epitaph)
H. Distler: Totentanz - uddrag
V. Holmboe: op. 110 The Wee Wee Man

Praktiske oplysninger

Dato: 15.-17. august 2013
Sted: Gentofte
Tid: Torsdag 13:00-18:00, fredag 10:00-18:00 samt lørdag 10:00-18:00 med koncert kl. 16:30 i Jægersborg Kirke

Underviser: Peter Hanke
Deltagerstatus: Aktive og delvist aktive dirigenter samt observatører

Kordirigent for en dag: Tivoli – juni 2013

I juni 2013 gennemførte Voces Academy, Børnekorakademiet og en lang række samarbejdspartnere et ambitiøst talentprojekt i Tivoli: Kordirigent for en dag. Ud over individuelle præsentationer af både børne- og voksenkor var der sideløbende dirigentundervisning for havens gæster i Tivolis Koncertsal. Det blev til et spændende forløb hvor både børn og voksne fik mulighed for at afprøve rollen som musikalsk leder.

Dagens dirigentundervisning resulterede i en koncert, hvor de spritnye dirigenter, med stor succes, dirigerede en række af de deltagende ensembler.

Program

Plænen:
14:00 – Pia Boysen og Det Danske Juniorkor
14:30 – Marlene Lollike og Østerbro Spirekor
15:00 – Peter Hanke og blandet voksenkor
15:30 – Jan Scheerer og blandet voksenkor
16:00 – Susanne Wendt, DR BørneKoret og DR JuniorKoret
16:30 – MidtVest Pigekor fra Den Jyske Sangskole
17:00 – Blandet kor fra Voces Academy samt unge dirigenter

Koncertsalen:
15:00 – Det Danske Juniorkor og Østerbro Spirekor med Pia Boysen
16:00 – Dirigentskole for begyndere i alle aldersgrupper med Peter Hanke
17:00 – DR BørneKoret og DR JuniorKoret med Susanne Wendt
18:00 – Dirigentkursus med større kor samt valg af dirigenter til aftenens koncert med Peter Hanke
19:30 – Koncert med de medvirkende kor samt udvalgte nye dirigenttalenter fra dagens kursus.

Praktiske oplysninger

Dato: 29. juni 2013
Sted: Tivoli Plænen og Tivolis Koncertsal
Tid: Løbende program, 14:00-21:00
Pris: Gratis for havens gæster

Undervisere: Peter Hanke, Pia Boysen, Marlene Lollike, Jan Scheerer, Susanne Wendt og Dorte Bille

Masterclass i korledelse – november 2012

I november var Voces Academy vært for en masterclass i korledelse. Repertoire blev udarbejdet i samarbejde mellem deltagere og underviser.

Øvekoret bestod af sangere fra Panumkoret, Studentersangforeningen samt Voces Kammerkor.

Som aktiv deltager synger man med i koret, deltager i de fysiske øvelser og træder frem foran ensemblet et antal gange. Voces Academy er kendt for at have en dyb og vedkommende feedbackkultur, hvor deltagerne hjælper hinanden i læringsforløbene.

Praktiske oplysninger

Dato: 23. og 24. november 2012
Sted: Jægersborg Kirke
Tid: Fredag 15:00-18:00 og lørdag 11:00-17:00

Underviser: Peter Hanke.
Deltagerstatus: Aktive og delvist aktive dirigenter samt observatører.

Åbent hus – oktober 2012

Voces Academy og Børnekorakademiet slog i efteråret 2012 dørene op for alle med interesse for akademiets arbejde.

Arrangementet bød på en åben direktionsworkshop med studerende fra Børnekorakademiet samt åben korprøve med Det Danske Pigekor under ledelse af Pia Boysen med barokensemble under ledelse af Mads Damlund.

Praktiske oplysninger

Dato: 26. oktober
Sted: Jægersborg Kirke
Tid: 10:00-18:00

Undervisere: Pia Boysen og Peter Hanke

Masterclass i korledelse: Helsinki – september 2012

I september 2012 var Voces Academy i samarbejde med Helsinki Chamber Choir vært for en masterclass i korledelse i Helsinki. Intentionen var at skabe et større internationalt kendskab til akademiets læringsmiljø, ensemblekultur og fokus på musikalsk lederskab.

 

International introduction to the Voces Academy masterclass for conductors with Peter Hanke and members of the Helsinki Chamber Choir

Based on a format successfully applied to similar courses in Denmark and the UK, the Voces Academy offers young choral conductors a special masterclass setup. Over two full days, September 4th & 5th, 2012, Six active participants and six observers are invited to work with a group of choristers from the Voces Academy and members of the Helsinki Chamber Choir.

This masterclass for conducting talents in Helsinki is made possible by an invitation from the Hanken School of Economics Executive Education – Peter Hanke and the Helsinki Chamber Choir have been working with this institution since 2008. The principles of cooperation between singers and conductor is demonstrated and investigated in a special workshop for the Hanken clients, in parallel with the conducting masterclass.

The masterclass working routine is based on practical conducting sessions with the ensemble, reflected leadership methods and self-perception according to the Voces Academy tradition. Attending the ensemble singing is considered as a natural part of the learning journey and therefore the ensemble consists of both professional singers, volunteers, and participants of the masterclass.

The music will be chosen from an interesting Nordic repertoire plus smaller exercising pieces. The specific pieces will be selected by the participants in collaboration with Peter Hanke.

 

Main repertoire

  • Arvo Pärt: Magnificat
  • Henry Purcell/Svend David Sandström: Hear my prayer
  • Einojuhani Rautavaara: Suite de Lorca
  • Vagn Holmboe: The Wee Wee Man
  • Egil Hovland: Credo opus 137
  • Matyas Seiber: Nonsense

Masterclass i korledelse: BCM – august 2012

I et samarbejde mellem Voces Academy og Bramstrup Performing Arts afvikles årligt Bramstrup Conduction Masterclass (BCM) som således fandt sted på Bramstrup Gods i august 2012. Intentionen med den årlige masterclass er målrettet undervisning i kordirektion og musikalske ledelsesteknikker af både dirigenter og ensemblesangere fra ind- og udland.

Masterclassen blev afviklet under ledelse af Peter Hanke. Sideløbende foregik et parallelt forløb om børnekorledelse under ledelse af Pia Boysen.

Introduktion til BCM 2012

Under ledelse af Peter Hanke vil korledere og korsangere fra både ind- og udland modtage målrettet undervisning i kordirektion og musikalske ledelsesteknikker.

BCM skaber rammen for et mere intensivt og dybtgående undervisningsforløb end Voces Academys andre åbne masterclasses i løbet af semesteret. Opholdet har til formål at skabe et stemningsfuldt læringsforløb og musikalske præstationer for talentfulde dirigenter. Sangere fra Voces Academy, der har særligt interesse i udforskningen af det musikalske lederskab medvirker som basis i øvekoret, som i øvrigt befolkes af dirigenterne selv. Læringsforløbet integrerer ensemble og dirigenter i så høj grad som muligt.

Masterclassen består af flere læringsforløb, hvor praktiske øvelser med korarbejde veksler med refleksioner over lederskabets metoder og selvforståelse. Undervisningsforløbet som aktiv dirigent består i deltagelse i samtlige øvelsessession, en grundig personlig instruktion og dagligt arbejde med ensemblet inden for direktion af henholdsvis blandet voksenkor eller børnekor. Peter Hanke underviser primært sporet for voksenkor og Pia Boysen for børnekor. Undervejs i opholdet vil der være flere sessions med fælles undervisning for begge spor og der er derved stor mulighed for crossover imellem de to parallelle undervisningsforløb.

Bramstrup Gods er kendt for sit værtsskab og en helt særlig form for gæstfrihed, der gennem en årrække har givet inspiration til musikalsk performance og udforskning af filosofi i sommersæsonen. Det er en vigtig del af Bramstrups idégrundlag at inspirere det musikalske lederskab og give alle mulighed for at dele viden og erfaringer med hinanden. Desuden har Bramstrup en ladebygning med gode akustiske forhold til klassisk musik, som i sig selv virker inspirerende på kormusikkens udøvere.

Dokumentation om masterclassen kan findes på nedenstående:

Praktiske oplysninger

Dato: 16.-19. august 2012
Sted: Bramstrup Gods

Undervisere: Peter Hanke og Pia Boysen